I dag utkom den utmärkta och vida spridda danska tidskriften SKOLEBIBLIOTEKET, 37 ÅRGÅNGEN, NR. 8 / 2009 och där, på de sista två sidorna finner du en recension av FRIHETEN I KULTUREN – KULTURKAMP I SVERIGE. Recensenten Knud Erik Pedersen, har du läst kanske tidigare, se http://da.wikipedia.org/wiki/Knud_Erik_Pedersen
Af Knud Erik Pedersen, forfatter
Som navnet antyder, er Vladimir Oravsky ikke af svensk herkomst; han er indvandrer fra det land,
som indtil slutningen af forrige århundrede hed Tjekkoslovakiet. Ikke desto mindre har han
en omfattende litterær produktion på svensk bag sig. Han har bl.a. skrevet om Ingmar Bergman og
om indvandrerpigen Zlata (sammen med DanielMalmén) i romanen ”Zlata Ibrahimovics dagbog”
(Forlaget Lundtofte, 2007), og en stor del af ”Friheten i kulturen” beskæftiger sig med værker fra hans hånd om endnu et fyrtårn i svensk kulturliv, Astrid Lindgren.
At han dristede sig ind på det emne, gav mildt sagt anledning til konfrontationer. Ikke for ingenting er bogens undertitel: ”Refleksioner omkring fortielser og repression inden for kulturetablissementet med udgangspunkt i tilblivelsen af bogen ”Från Astrid til Lindgren””. Oravskys yndlingsaversion inden for dette etablissement er den i hans øjne dubiøse kreds af personer, der nidkært vogter alle rettigheder, som er forbundet med Astrid Lindgrens produktion, en kreds, der egenmægtigt forsøger at kontrollere alt, hvad der måtte udkomme af værker af Astrid Lindgren.
Som en edderkop midt i dette spind sidder Karin Nyman, Astrid Lindgrens datter, og trækker i trådene. Hun betragter sig som repræsentant for et Orwellsk Sandhedsministerium i alt, hvad der har med hendes mor at gøre. Ved udgivelsen af ”Friheten i Kulturen” var hun netop fyldt 74 og får denne syrlige hilsen med i forordet: ”Uden din ynkværdige inspiration ville min bog … aldrig have set Sveriges skyggefulde lys. Du må gerne betragte ”Friheten i kulturen” som min lidt forsinkede gave til dig på din fødselsdag.” Karin Nymans forseelse over for Oravsky består først og fremmest i, at hun har gjort sin indflydelse gældende for at hindre udgivelsen af hans biografiske roman ”Från Astrid til Lindgren”, der blandt andet fortæller om de år i Astrid Lindgrens liv, da hun ugift rejste til København for at føde, og da hun – iflg. Oravskys roman – i en periode ikke var på talefod med Samuel August, hendes far. Denne tilsmudsning af den Vimmerby´ske familieidyl forarger Karin Nyman, og i et brev lover hun Oravsky, at ”den, som bagtaler Samuel August, vil hun (Astrid Lindgren) komme til at spøge hos til evig tid. Stol på det!”
Det lykkes Karin Nyman at hindre, at Oravskys bog udkommer på et anerkendt forlag, men efter
at den er udgivet på hollandsk, når den også svenske læsere via et af de små forlag, der fører en stadig kamp mod kulturmafiaens bestræbelser på at kvæle det frie ord. Men det er vanskeligere – påstår Oravsky – end at øse vand med et sold.
At den Lindgrenske familie holder et vågent øje med, hvad Vladimir Oravsky måtte finde på at sige/skrive om deres berømte slægtning, får han et tydeligt bevis på, efter at han har indvilget i at holde et foredrag om Astrid Lindgren på Jönköpings Stadsbibliotek.
Dér tropper flere repræsentanter for Astrid Lindgrens familie op, og en af dem – Astrid Lindgrens niece
– forsøger at miskreditere Oravsky i tilhørernes øjne. Hun kalder en oplæst passage ”løgnagtig og krænkende”, åbenbart uden at genkende den som et citat fra ”Ronja Røverdatter” (det er det stærkt følelsesladede sted, hvor Ronja møder sig far, Mattis, og genforenes med ham). Siden spørger Oravsky sin anklager, om hun har læst hans bog. Det svarer hun nej til, men ”jeg har fået den refereret”. Vladimir Oravsky erkender, at dele af hans bog er fiktion, og at han fx ikke har været til stede ved de samtaler, Astrid Lindgren førte med sine forældre, da hun 18 år gammel var blegrens prougift holinom kulturetablissemanget vet gravid med en betydelig ældre, gift mand. Men han anser det for usandsynligt, at Samuel August skulle have reageret på følgende måde: ”Det er vel nok skønt, min kære datter; det er noget, jeg har glædet mig til i årevis. Der findes ikke noget dejligere end al den bysladder, som hele vores familie kommer til at drukne i…”. Hvad Oravsky ved, er, at Astrid Lindgren flygtede til Stockholm, fødte sit barn i København og overlod det til en plejefamilie, og at hun i tre år ikke havde nogen form for kontakt med sine forældre. Den lykkelige genforening – mener Oravsky – har Astrid Lindgren skrevet ind i ovennævnte scene fra ”Ronja Røverdatter”.
Oravskys bog er et partsindlæg, der uden persons anseelse uddeler hug til højre og venstre, ofte i
ordsprogsagtige formuleringer som: ”Salige er de fattige i ånden, for dem tilhører kulturetablissementet.”
I øvrigt er det ikke blot personer fra kulturlivet, der får pisk: fingrene lægges heller ikke imellem, når det gælder politikerne, hvad enten det er Fredrik Reinfelt eller Göran Persson. I forbindelse med den sidste oplistes en lang række svenske synonymer for ”løgn”.
Mod slutningen af bogen (den er upagineret, hvilket er særdeles irriterende for en anmelder) antager
Oravsky i en af sine talrige læserhenvendelser, at han måske kan opfattes som rethaverisk og selvcentreret. Ja, det tror jeg! Det har nok sine grunde, at han kun fik et halvt år som kulturchef i Umeå. Hans hvasse synspunkter må have stødt mange, og så er sprogligt talent og omfattende viden om kultur og historie ikke nok. På sidstnævnte område svigter hans overblik dog et sted: han tildeler Vidkun Quisling fem dage som norsk statsminister; det blev som bekendt tre år. Hvordan vurderer han så bogens egentlige hovedperson, Astrid Lindgren? Uden forbehold kan man roligt fastslå, Hun ville aldrig, mener han, have foreslået hans bog censureret eller stoppet, hun ville have forstået, at den udelukkende er en ”uforfalsket, kærlig hyldest til en stærk, rank og offervillig kvinde, mor og familiemedlem.”
”Friheten i Kulturen”
Vladimir Oravsky
Bokförlaget h:ström
Text och Kultur, 2008
Mere end 300 upaginerede sider
